Massage og afspænding

Fysiurgisk massør Birthe Plauborg

Massage

Jeg tilbyder forskellige typer af massage. For at opnå den bedste effekt og tilpasse behandlingen præcist til dig,kombinerer jeg ofte forskellige massageformer.

For at finde frem til eventuelle problemområder og spændinger, starter jeg altid en behandling med en kort undersøgelse. Det er vigtigt, at du oplyser mig om evt. sygdomme, skader, medicin mv.

Fysiurgisk massage

Fysiurgisk massage er en dybdemassage, hvor der bruges forskellige massageteknikker til at gennemarbejde muskulaturen, såvel på overfladen som i dybden samt blødgøre og strække sener.

Fysiurgisk massage anvendes, når der er tale om spændte muskler - f.eks. efter idrætsudøvelse/motion, statiske kropsbevægelser, belastende arbejdsstillinger, spændingshovedpine, ischias problemer m.m.

Desuden er massage smertelindrende på ømme og overbelastede muskler, godt som forebyggelse og fremmer almindelig velvære. Massage virker afstressende og har en gavnlig effekt på humøret.

Bindevævsmassage

Bindevævsmassage er en massage af det løse bindevæv mellem huden og muskulaturen.

Kroppens bindevæv er depot for bl.a. affaldsstoffer, fedt og negative følelser. Hvis de ikke bliver udskilt løbende, kan du opleve symptomer som hovedpine, rygsmerter, dårligt kredsløb (fx hævede ben), muskelspændinger, cellulitis, træthed og psykisk ubalance.

Jeg udfører bindevævsmassagen med sugekopper, hvor du får et direkte dybt træk på huden, som forårsager rødme og varme. Det øger blodcirkulationen og får affaldsstofferne transporteret væk.

Jeg udfører bindevævsmassage som en selvstændig behandling eller i kombination med en fysiurgisk massage.

Hotstone-massage

Hotstone-massage er en wellness- behandling med varme og kolde sten.

Hotstone-massage er en helkropsmassage som har en dybdeafspændende virkning.

Behandlingen har en beroligende effekt på dit nervesystem og stimulerer kredsløbet og lymfesystemet. Hotstone-massage virker i det hele taget meget beroligende på krop og sjæl.